Har i mere end 30 år været mere end almindeligt haveinteresseret. Vejen med de traditionelle 3 Omorika grantræer, rosenbedet og et blandet staudebed, har han som de fleste haveejere afprøvet.
Med de indhøstede erfaringer blev haven stadig mere spændende, og da det traditionelle havearbejde med lugning, deling og omplantning blev for tidskrævende, besluttede han, at sætte sig ind i planternes krav, at tilgodese disse, og omlagde delvist haven til højbede som surbundsbede og stenbede.
Studier af de forskellige plantergruppers krav førte til nye plantevalg. På få år voksede en nem og anderledes spændende have frem på en almindelig parcelhusgrund. Venner og bekendte bad om råd, og tegninger til nye haveanlæg blev en del af fritidsbeskæftigelsen. Haven blev kendt af fotografer indenfor planteskolebranchen, og billederne kom i flere og flere brochurer og aviser. Da Niels er en habil fotograf blev han selv leverandør af billeder.
Planteskoler begyndte at reklamere med, at Niels i weekender fortalte om planter til bunddække og om Rhododendron. Flere andre emner kom hurtigt til. Siden er det gået stærkt. 14 år konsulent på en planteskole, disponent i Rhododendron og andre surbundsplanter. Haveplaner over næsten hele landet. Foredrag hos både FOF og LOF. Efterspurgt foredragsholder i foreninger, hos planteskoler og plantecentre for indbudte kunder. Kurser på gartnerskolerne i Beder og Roskilde, samt foredrag hos Landsforeningen af danske Plantehandlere, alle illustreret med flotte billeder. I dag leveres billeder til planteskolernes billedcentral og til alle fagblade, fra det store diasarkiv på mere end 11.000 billeder eller det digitale arkiv på ca. 8.000 billeder.

Niels Skjøldberg er i dag tilknyttet Aldershvile Planteskole som konsulent med emnet Rhododendron og andre surbundsplanter. Her kan han træffes i udvalgte weekends forår og efterår.

Han har skrevet og fotograferet Danmarks største, og meget roste fagbog om Rhododendron 'Rhododendron - og hvad dermed følger' En let læselig bog på 240 sider med flere end 325 Rhododendron og 150 selskabsplanter. Bogen henvender sig til den almindelige haveejer, men anvendes også som opslagsbog på planteskolerne. 1. oplag udkom i maj 2000. 2. nyreviderede oplag udkom marts 2002, og genoptrykkes netop til foråret 2004. Prisen er kr. 299,- I marts 2004 udkom bogen på svensk, og i 2008 på lettisk.
I sommeren 2002 udkom den lommevenlige lille bog med titlen 'Rhododendron Håndbog'. Her findes beskrivelser og billeder af 125 af de mest tilgængelige planter på markedet. Prisen er kr. 149,-
I 2005 udkom fortsættelsen under navnet, Rhododendron - og det der følger efter. De to bøger har tilsammen over 1200 illustrerede opslag over rhododendron og følgeplanter. Prisen er kr. 349,- (Bogen har indlagt en cd-rom med den første bog)


Aktiviteter:

• Haveplaner som udarbejdes i samarbejde med kunden på stedet.
• Foredrag tilpasset publikum. Opbygges specielt til planteskolerne ud fra deres
• Indkøb Artikler. F.eks. om særlige planter, årstidens gøremål m.m, spørg selv!
• Billeder fra eget arkiv, dias eller digitalt.

 

© Rhododendron experten Niels Skjøldberg, Rhodospecialisten.dk
.